I et grænseland hvor spørgsmål kommer som haglbyger

Jeg ved godt at det på ingen måde kan sammenlignes og heller ikke har noget til fælles, men jeg har lige igen været i den store CT scanner og går nu og venter på at få beskeden om min cancer stadig er passiv - jeg står mentalt på den ene side af grænsen og ved endnu ikke om jeg igen kan nå over til det forjættede land, eller stoppes af en grænsevagt og derfor må tilbage til det ukendte og usikre.

Ikke fordi at der ovre på den rigtige side er sjælefred, problemfrit eller garanti for noget som helst, tvært i mod, men det giver en vis form for ro, når lægen efter de mange dages ventetid, forhåbentlig igen siger "dine blodprøver ser perfekte ud og resultatet ...